Han blev knust

Udgivet af Søren Christensen, tir d. 18. aug 2020, kl. 23:34
Sørens Linjer

Omkring 700 år før Jesus skrev profeten Esajas om Herrens lidende tjener.

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.
(Es 53,4-6)

Disse ord er i kirken blevet forstået som om de handlede om Jesus, i Apostlenes Gerninger møder Filip en etiopisk hofmand, som har været i Jerusalem for at tilbede Gud, på vejen hjem læser netop det sted i profeten Esajas, vi har her. Han møder Filip og spørger hvad det betyder.

Filip udlægger hvordan disse ord handler om Jesus, at han døde på korset og dermed sonede vores skyld. (ApG 8,26-39)

Jesus blev menneske, han blev født i Betlehem, og da han voksede op begyndte han at gå rundt i Israel og fortælle mennesker om Gud, at Guds rige var kommet nær. Jesus helbredte mange mennesker, han hjalp mennesker i nød.

Jesus blev til sidst korsfæstet i Jerusalem. Spørgsmålet er, hvorfor det skulle ende sådan? Hvorfor skulle Jesus dø? Tanken er nærliggende, at noget gik galt. Han burde jo være endt som konge, når først flest muligt havde set, hvem han virkelig var, så ville de tage imod ham som den lovede Messias.

Ja, det kan virke mærkeligt, at Jesus døde, det kan virke meningsløst, som en fiasko eller en fejl. Men budskabet i Bibelen er klart: Det var Guds plan, at det endte, som det gjorde! Jesus blev menneske med det ene formål at dø på korset. Helbredelserne, underne og undervisningen om Gud var sådan set bare optakt til det, der var virkeligt vigtigt.

Esajas skrev: “Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet for at vi kunne få fred … Herren lod al vor skyld ramme ham.”

Alle vores fejl – alle de gange vi handler imod Guds vilje – påfører os skyld for Gud. Hver eneste gang vi gør noget, som ødelægger liv, hver eneste gang vi siger noget, som sårer et andet menneske, eller når vi tænker dårligt om andre, så påfører vi os selv skyld for Gud.

Det kan være vi taler dårligt om andre, det kan være vi i tankerne slår ihjel eller bryder et ægteskab, det kan være vi ikke holder hviledagen hellig, det kan være vi misbruger Guds navn.

Vi har alle en kæmpe skyld overfor Gud. Og den skyld skiller os fra Gud for evigt. Vores skyld forhindrer at vi kan leve evigt sammen Gud, i sin retfærdighed må Gud lade os gå fortabt, for evigt adskilt fra Gud.

Uanset hvor meget vi forsøger at forbedre os, vil vi altid være skyldige og uden for Guds fællesskab. Både fordi vi slæber rundt på en ufattelig stor skyld af ting vi har gjort forkert, og fordi vi fortsat handler mod Guds vilje. Vi kan forsøge nok så meget at elske vores næste som os selv, men gang på gang vil vi opdage, at næsten kom i anden række.

Vi er skyldige overfor Gud, vi er fortabte. Hvis det skal gå efter vores fortjeneste, så er helvede dér vi vil ende.

Men Gud har grebet ind. Jesus er den Messias eller lidende tjener, som Esajas talte om skulle komme. Jesus blev ikke menneske for at fortælle hvordan vi kan blive gode nok til at leve evigt sammen med Gud. Jesus kom ikke for at vise os hvor vi kan finde Gud.

Nej, Jesus blev menneske for at tage vores skyld på sig, for at fjerne det, der skiller os fra Gud. Da Jesus døde på korset blev han »gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.« Gud har taget al vores synd og skyld og lagt det over på Jesus, og så giver Gud os den retfærdighed, som Jesus har.

»Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.«

Vi kan ikke fortjene os til en plads i Guds rige, men Gud har givet os en retfærdighed, som ikke er vores egen.