Forberedelse

Om påsken

Påsken i det gamle og det nye testamente

Det er tid til at samle op på forberedelsen til konfirmation, og påsken er det emne, vi ikke fik gjort helt færdig.

Først en sang, trosbekendelsen, her fra Å-festival 2017.

Den originale udgave er med »Newsboys«

Vi nåede at gennemgå påsken i det gamle testamente, men for sammenhængens skyld kommer der her en gennemgang af påsken både i det gamle testamente og i det nye testamente. Der er nemlig en meget stærk sammenhæng mellem den jødiske påske (som vi har i det gamle testamente) og den kristne påske, som Jesus indstifter lige før han dør.

Det gamle testamente handler stort set om jødernes historie, fra Abraham som stamfader blev kaldet til at forlade sin slægt og sit hjem for at rejse til det land Gud ville give ham. Abraham fik at vide, at han skulle blive stamfader til et stort folk (så talrigt, som himlens stjerner og som sandskorn på stranden). Han fik også at vide, at han skulle være en velsignelse og at alle jordens slægter skulle velsignes ved hans en af hans efterkommere.

Abrahams efterkommere er i dag det jødiske folk, og de fleste af dem bor i Israel.

Jødernes historie er på mange måder en illustration af, hvordan vort forhold til Gud kan være. Den måde Gud handler med jøderne på i det gamle testamente siger noget vigtigt om, hvordan han handler i forhold til os. Guds trofasthed overfor jøderne viser os, at Gud holder sine løfter.

Et vigtigt løfte fra Guds side til jøderne var løftet om Messias (som betyder den salvede) – en kommende konge og frelser og ypperstepræst.

Jøderne består af 12 stammer efter Jakobs 12 sønner, Jakob var barnebarn af Abraham.

Her følger først en oversigt over jødernes historie, derefter kommer et afsnit om jødernes påskefejring med baggrunden i deres historie. Efter det er der et afsnit om Lovgivningen Horebs bjerg og om telthelligdommen. Til sidst noget om »Den store forsoningsdag«

Alle disse dele har betydning for at forstå påsken i det nye testamente og den påske vi fejrer hvert år i kirken.

Jøderns historie kort fortalt

Gud kaldte Abraham til at rejse fra Ur i Kaldæa (i nærheden af det nuværende Bagdad i Irak). Han slog sig ned i Kanaans land, som er området ved den østlige ende af Middelhavet, hvor Israel i dag ligger.

Det var først, da Abraham var gammel (omkring 100 år) at han fik en søn med sin hustru Sara (hun var omkring 90 år). Isak fik to sønner Esau og Jakob. De var tvillinger, Esau den ældste, men Jakob fik førstefødselsretten og Isaks velsignelse. Jakob snød Esau og Esau var også grundlæggende ligeglad. Jakob fik på et tidspunkt navnet »Israel.« Derfor kaldes jøderne også for Israelitter.

Jakob fik 12 sønner, og han havde en forkærlighed for sønnen Josef, de andre brødre blev misundelige på ham og til sidst solgte de ham som slave og han kom til Egypten, hvor han blev slave hos én af de ledende Egyptere. Han faldt i unåde og røg i fængsel, men det viste sig, at han kunne tyde drømme og på et tidspunkt havde Farao (en titel ligesom ›Kejser‹) en drøm, som Josef tydede for ham. Josef blev derfor gjort til den næstmægtigste i Egypten. Josef sørgede for, at Egypterne blev reddet fra en hungersnød (7 års svigtende høst).

I forbindelse med denne hungersnød kom Josefs familie til Egypten og bosatte sig der.

Hele denne historie kan man læse i 1. Mosebog (den første bog i Bibelen).

I Egypten blev Jakobs efterkommere (som vi nu kalder jøderne) et stort folk. Der kom en ny Farao, som ikke kendte til jødernes historie, og heller ikke hvordan Josef havde reddet Egypten.

Denne nye Farao frygtede dette fremmede folk og gjorde dem til slaver, og de skulle bygge store bygningsværker i Egypten. Selv om de skulle arbejde hårdt blev der flere og flere jøder, Farao befalede, at alle nyfødte drenge skulle kastes i Nilen, men drengen Moses blev holdt skjult og blev siden adopteret af Faraos søster og han voksede op som prins i Egypten.

Moses finder ud af, at han er i virkeligheden er jøde, og han slår en egyptisk soldat ihjel og flygter fra Egypten ud i ørkenen mod øst (Sinaj-halvøen eller måske helt til den arabiske halvø).

Gud kalder Moses til at føre det jødiske folk ud af Egypten og til det land, som Gud lovede Abraham, at hans efterkommere skulle bo i. Det kaldes ofte for det forjættede land (= det land, de er blevet lovet).

Moses kommer til Egypten, Farao nægter at lade folket rejse, Egypten rammes af nogle plager (de 10 plager), den sidste plage ligger til grund for jødernes påske. Ligesom Farao havde besluttet, at alle de jødiske drengebørn skulle kastes i Nilen, sådan ville Gud dræbe hver førstefødt i Egypten, både blandt mennesker og dyr. Jøderne kunne undgå denne plage ved at smøre blod på dørstolperne, så ville dødsenglen gå forbi. Det hebraiske ord for påske (pesach) betyder forbigang.

Hvert år, når jøderne fejrer påske, så mindes de denne begivenhed, at Gud frelste dem ved at påskelammets blod var smurt på dørstolperne.

Efter denne sidste plage blev jøderne nærmest smidt ud af Egypten, det var blevet alt for farligt at have jøderne boende. Egypterne gav dem store mængder guld og ædelstene med.

Målet i første omgang var Horebs bjerg i Sinajs ørken (man kom gennem det Røde hav, Gud delte vandet, de egyptiske soldater druknede, for Farao havde fortrudt, at han lod dem rejse). Her ved Horebs bjerg fik folket Guds lov (bl.a. de ti bud) og en forskrifter for en helligdom og for ofringer. Jøderne fejrer at de fik Toraen (loven) 50 dage efter påske.

Den helligdom, som Moses fik besked på at lave til det sted, hvor folket kunne møde Gud var en telthelligdom, den blev lavet efter det forbillede Gud viste Moses fra den himmelske helligdom.

Her er en video, der viser, hvordan denne helligdom kan have set ud.

På deres vandring mod det land, de var blevet lovet, glemte de gang på gang, at Gud ville være med dem. De ønskede sig flere gange tilbage til Egypten og de brokkede sig over den elendige føde. Efter tre måneders vandring var de fremme ved den sydlige del af landet, de sendte spejdere ind for at gøre sig klar, men spejderne vendte tilbage og fortalte om uindtagelige byer og fjender, der var som kæmper. Folket ville slet ikke indtage landte, og som straf for deres manglende tro på Guds hjælp bestemte Gud, at ingen af dem, der forlod Egypten som våbenføre (det vil sige mænd over 20 år), skulle få lov til at komme ind i det lovede land. De blev nærmest parkeret i ørkenen i 40 år.

Moses’ bror Aaron blev ypperstepræst, og hans efterkommere skulle være ypperstepræster efter ham. Moses var af Levis slægt (én af de 12 stammer), og de fik den særlige opgave at være tempeltjenere, de omtales ofte som levitter.

Moses handlede på et tidspunkt imod Guds vilje, og han fik derfor ikke lov til at komme med ind i det lovede land. Det blev hans hjælper, Josva, som blev leder efter Moses, der førte folket ind i det lovede land.

Lidt efter lidt indtog de landet, Gud havde sagt, at de skulle udrydde de folk, der var der, for ellers ville de begynde at dyrke de guder, som de andre folk havde.

Men israelitterne gjorde ikke, som de havde fået besked på. De udrydde ikke de andre folk og de begyndte hurtigt også at dyrke de guder, som disse folk dyrkede. Hver gang folket glemte Gud sendte Gud fjender mod dem, og når de så søgte Guds hjælp, så lod Gud en dommer (leder) fremstå, som kunne redde dem. På et tidspunkt ønskede folket, at de fik en konge, som folkene omkring dem havde. Det var ikke meningen, men Gud lod dem få en konge. Den første konge var først god, men magten ødelagde ham, og han glemte til sidst Gud. Gud valgte en ny konge (David, af Judas slægt), han var meget dygtig kriger, som fik samlet Israel til et stort rige, og han sørgede for, at hans søn, Salomo, kunne bygge et tempel i Jerusalem.

Gud lovede David, at der skulle være en konge som ham, der skulle regere til evig tid. Det kunne både forstås som, at der altid skulle side en efterkommer af David på tronen (et arvefølge-kongedømme), samtidig kunne det også ses som et løfte om »Messias« – en efterfølger, der skulle være konge på en særlig måde.

Salomo var dygtig og vis, byggede templet i Jerusalem og befæstede sin magt, men pålagde også folket store skatter. Han havde 300 hustruer og 700 medhustruer (politiske alliancer med fremmede folk blev bundet ved hjælp af ægteskaber), disse fremmede hustruer fik også Salomo til at glemme Gud og han dyrkede dem fremmede hustruers guder. Kongetiden efter Salomo er fyldt med konger, der for det meste handlede mod Guds vilje. Allerede Salomos søn formåede at splitte riget i to, så vi fik et nordrige (10 stammer) og et sydrige (Judas stamme, Levis stamme var præsteslægt og støttede kongedømmet). Der gik ca. 400 år fra Salomo til den sidste konge. Jerusalem blev indtaget af Babylons hersker, Nebukadneser, som jævnede templet med jorden og ødelagde Jerusalem og førte store dele af det jødiske folk i fangenskab (eksil).

70 år senere fik man lov til at rejse tilbage og begyndte at genopføre templet og lidt senere genopførte man også bymur rundt om Jerusalem, men der kom ikke en konge igen af Davids slægt.

I tiden frem mod år 0 (da Jesus blev født) kæmper forskellige herskere om området, grækerne (Alexander den store) og til sidst kommer romerne og hersker over hele Middelhavsområdet.

Jøderne lever med løftet om Messias, der skal komme og samle Israel til et stort rige og genoprette et godt forhold til Gud.

Jesus blev født som en efterkommer af kong David, men mange jøder afviste Jesus.

Omkring år 70 efter vores tidsregning gjorde jøderne oprør mod romermagten, og Kejseren valgte at indtage Jerusalem og rive byen ned og ødelagde templet (som ikke siden da har været bygget op). Jøderne blev spredt ud i hele området, og først i 1948, da staten Israel blev genoprettet af FN vendte jøder i stor stil tilbage til Israel.

Den jødiske påskefejring, som forbillede for vores påske

Jøderne fejrer påske hvert år til minde om, at Gud befriede dem fra fangenskabet i Egypten, flere dele af dette ritual er vigtige at se på, når vi skal forstå den kristne påske.

  1. De usyrede brød
  2. Påskelammet
  3. Velsignelsens bæger

Påskefejringen er en fest, noget nær af samme betydning som vores juleaften. Påsken markerer grundlæggelsen af det jødiske folk, de blev befriet og skulle være et selvstændigt folk.

Påskemåltidet indeholder mange elementer, den yngste indleder med at spørge, hvorfor denne aften er anderledes end alle andre aftner, og så følger fortællingen om befrielsen fra Egypten.

De usyrede brød

Jøderne fik kun kort varsel før den sidste plage, hvor dødsenglen ville gå igennem Egypten og slå alle førstefødte ihjel, de skulle hurtigt være klar til at rejse, og der var derfor ikke tid til at bage brød (af surdej), der hævede på normal vis, derfor måtte de spise brød, der ikke var hævet (= usyrede brød), sandsynligvis noget, der ligner vores pitabrød.

Når jøderne fejrer påske, så renser man huset for gammelt brød, så man hvert år begynder på en frisk med nye usyrede brød, hvor noget af dejen kan danne grundlag for ny surdej. Ud over at minde om situationen i Egypten, så får de på denne måde en årlig fornyelse og udrensning. Alt gammelt fjernes for at gøre plads til det nye.

Påskelammet

Slagtningen af påskelammet til påskemåltidet skulle minde jøderne om, at der blev udgydt blod for dem. Påskelammet trådte så at sige i stedet for dem. De døede ikke selv.

Velsignelsens bæger

Som en del af måltidet deles fire bægre vin. Det tredje kaldes for velsignelsens bæger. Her siger faren i huset velsignelsen, som afslutning af selve måltidet.

Lovgivningen på Horebs bjerg og Tabernaklet

50 dage efter udgangen af Egypten nåede jøderne frem til Horebs bjerg i Sinajs ørken, det var her Gud kaldte Moses til at tage til Egypten for at føre folket ud.

Her på bjerget fik jøderne Guds lov, Toraen, som er med til at sætte rammerne for det jødiske folk. Det er livet efter den toraen, der adskiller jøderne fra de omgivende folk.

Lovgivningen på Horebs bjerg er en pagtslutning mellem Gud og jøderne. Hvis de følger pagten, så lover Gud at velsigne dem og beskytte dem. På den anden side, hvis de er ligeglade med pagten, så falder de under Guds forbandelse.

Lovgivningen er på den ene side meget omfattende med bestemmelser for, hvordan de skal leve som folk. Mest kendt er selvfølgelig de ti bud (2. Mos 20)

Moses går op på Horebs bjerg og modtager dér Guds lov, han får også den himmelske helligdom at se, og han får at vide, at de skal lave sig en telthelligdom (Tabernaklet) efter dette forbillede. Tabernaklet er indrettet som en stor indhegnet gård med et telt i midten, der er delt i to rum, det første rum hedder »Det helligste« og det inderste rum hedder »Det allerhelligste.« I gården foran templet havde præsterne og levitterne adgang, her var alteret, hvor man ofrede dyr og afgrøde. I det helligste var der et bord med skuebrød og en syvarmet lysestage og et røgelsesoffer-alter. I det allerhelligste stod pagtens ark, hvor man opbevarede stentavlerne med de ti bud. Det var kun ypperstepræsten (den øverste af alle præster), der måtte gå ind i det allerhelligste, og det måtte han kun én gang om året på den store forsoningsdag. Det allerhelligste var adskilt fra det helligste med et forhæng.

Det vigtige her er at lægge mærke til, at præstetjenesten var forbeholdt efterkommere efter Aaron (Moses’ bror) og tempeltjenerne var alle efterkommere Levi. Moses og Aaron var også af Levis slægt.

Yom Kippur – Den store forsoningsdag

Den store forsoningsdag blev holdt engang om året. Man skulle skaffe soning for den synd, der var blevet begået i det forløbne år. Vi finder bestemmelserne om den i 3. Mos 16.

Når man læser om den kan den virke meget fremmed for os. På dansk har vi udtrykket »syndebuk« som betyder, at en person får skylden for noget, uden selv at være skyldig, men andre vælger at give denne person skylden. Det udtryk kommer »Den store forsoningsdag.« En gedebuk bliver pålagt folkets synd og denne buk fjerner skylden fra folket.

Kun denne ene dag på året måtte ypperstepræsten gå ind i det allerhelligste i helligdommen. Han skulle først skaffe soning for sig selv og sin familie og dernæst for folket ved at smøre blod på pagtens ark, det sted, hvor Guds nærvær var.

Den store forsoningsdag hører ikke med til jødernes påske, men indholdet af den er vigtigt, når vi skal forstå vores påske og betydningen af det, der sker, da Jesus dør på korset.

Påsken i det nye testamente

Påsken i det nye testamente og vores påskefejring hænger tæt sammen. Der er ingen tvivl om, at Jesus har fejret en helt almindelig jødisk påske alle årene, indtil den sidste aften han var sammen med disciplene. Han og alle disciplene har fulgt alle traditionerne, på samme måde som vi holder på fx julens traditioner.

Det sidste måltid Jesus holdt med sine disciple blev anderledes, Jesus tog de gamle traditioner og fyldte dem med nyt indhold. Det er højst sandsynligt, at de første kristne (som var jøder) fortsatte med at fejre den jødiske påske, og efterhånden som kirken spredte sig ud fra Israel til landene omkring Middelhavet fik vi den påskefejring, som vi nu kender den i kirken.

Påskens dage

Det var tidligere tradition i Danmark at omtale påskeugen som »Den stille uge« – fra Palmesøndag til og med Anden påskedag.

Men skal vi forstå påskens betydning, så kan vi ikke slutte med Anden påskedag. Kristi Himmelfartsdag (40 dage efter påskedag) og Pinsedag (50 dage efter påskedag) giver os vigtige dele til at forstå betydningen af, hvad der skete den påske, hvor Jesus blev korsfæstet – henrettet fordi han sagde, at han var Guds søn.

Hele Bibelens fortælling er, at Jesus’ død på korset har været målet for Gud helt siden Adam og Evas syndefald. En gang skulle der komme en frelser, der skulle gøre det muligt for mennesker igen at være i Guds fællesskab i en virkelighed, hvor der ikke findes ondskab, sygdom, lidelse og død.

Palmesøndag

Jesus kommer ridende på et æsel ind i Jerusalem – det er måske én af de kendteste dage i kirkeåret ud over julens fortællinger. Baggrunden i det gamle testamente er måske mindre kendt. Efter Jesus kom ind i Jerusalem, tager han op til tempelpladsen og smider handlende ud.

Profeten Zakarias, der virkede i Jerusalem omkring 500 år før Jesus, har en rækker profetier dels om sin egen tid, men også om noget, der skal ske langt senere, blandt andet om Messias, en kongeskikkelse, der skal ride ind i Jerusalem på et æsel. Et æsel var et normalt ridedyr, så der var sikkert mange, der har redet ind i Jerusalem på et æsel, men der var opstået store forventninger til Jesus, mens han rejste rundt og talte om Guds rige. Det er også sandsynligt, at flere af disciplene (Judas Iskariot) forventede, at Jesus skulle være Messias og straks smide fjenden ud og skabe et stort Israel igen.

Fordi forventningerne var så store og fordi Jesus nu kom ridende på æslet, så så mange denne sammenhæng med profeten Zakarias. I Zak 9,9 lyder de kendte ord: »Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.«

I det næste vers tales der om at denne konge, skal overvinde fjenderne: »Jeg tilintetgør vognene (stridsvogne) i Efraim, og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender.« Så forventningen til denne Messias var helt klart, at den fremmede romerske magt skulle smides ud. Nu skulle Israel være stort igen.

Men det gjorde Jesus ikke. Derfor var der sikkert også rigtig mange af dem, der havde hyldet Jesus, der nu tog afstand fra ham. Han viste sig ikke at være den konge / Messias man forventede.

At han jog de handlende ud af templet har sikkert forarget endnu flere. Men det er en meget vigtig handling.

Her skal vi have fat i det vi så om helligdommen i det gamle testamente og om præsteslægterne. Præsterne var alle efterkommere af Aaron, Moses’ bror. De var af Levis slægt. De andre af Levis slægt havde forskellige opgaver omkring templets drift, enten som vagter eller sangere eller hjalp til i forbindelse med offringerne. De levitter, der boede rundt om i landet repræsenterede templet, der hvor de var.

Men Jesus var af Davids slægt, der var af Juda stamme. Kongemagten og præsterne havde altid været adskilt. I den gamle pagt kunne Jesus ikke blive ypperstepræst. Da Jesus rydder tempelpladsen for handlende sætter han den gamle pagt ud af kraft. De handlende solgte godkendte offerdyr til ofringerne, og man kunne veksle penge, så man kunne betale ›rene‹ penge til templet. Alt det afskaffede Jesus, for nu var der ikke længere brug for det.

Dette kan man læse ud fra Hebræerbrevet kapitel 8 og 9.

Skærtorsdag – Nadverindstiftelsen og fodvaskning

Den gamle pagt blev afskaffet Palmesøndag. Skærtorsdag (fire dage senere) indstiftede Jesus en ny pagt. Disciplene fejrede påsken sammen med Jesus, men Jesus ændrede på indholdet. Han tog det usyrede brød, som skulle minde om udgangen af Egypten i al hast, rev det i stykker og sagde om det, at det var hans legeme, der blev ødelagt for disciplene (og alle, der tror på Jesus). Samtidig er der fin symbolik i, at det netop er det usyrede brød Jesus bruger. Jøderne skal rense alt gammelt brød bort i forbindelse med påskefejringen, for nu begynder man på en frisk. Når Jesus brugte det usyrede brød, så var det netop for at sige, at nu begynder der noget virkeligt nyt.

Senere tog han ›velsignelsens bæger‹ fra det jødiske påskemåltid og sagde om det, at dette bæger var den nye pagt ved hans blod. Her tages tråden op fra Palmesøndag. Den gamle pagt er forbi. Men løfterne om en ny pagt går helt tilbage til profeten Jeremias, der levede ca. 600 år før Jesus. Han havde forudsagt, at en dag ville Gud indstifte en ny pagt, anderledes end den gamle pagt. Det er dén Jesus indstifter med ›velsignelsens bæger.‹ Her griber det helt tilbage til Guds løfte til Abraham, at alle jordens slægter skal velsignes i hans efterkommer (1 Mos 12,1-3).

Jesus vaskede også disciplenes fødder. At vaske gæsternes fødder var en vigtig del af det at modtage gæster værdigt. Men det var en opgave, som man satte den mindst værdifulde af tjenerne til at udføre. Og ingen af disciplene syntes åbenbart, at det var deres opgave. Men Jesus gjorde det og viste dermed, at I Guds rige er meget anderledes end vi kender i vores verden. I Guds rige må den, der er stor tjene de andre. Den, der vil være alle Herre, må være alles tjener.

Man kunne også se på, hvor disciplen Peter sad placeret under måltidet. Ud fra det vi har referet af samtalen, så er det tydeligt, at Peter ikke har haft den plads, der egentlig tilkom den vigtigste af disciplene, nemlig hæderspladsen ved siden af Jesus. De tolv disciple og Jesus giver 13 personer, men der var kun 12 pladser i det ›Triclinum‹ som man brugte til måltider. Et triclinum er en traditionel romersk opstilling af divaner og borde til festmåltid, som man har fundet i arkeologiske udgravninger også i Jerusalem fra den tid. Disciplene og Jesus lå til bords, men Peter, der skulle være den vigtigste af disciplene ser ud til at have fået tjenerens plads på en skammel lidt uden for fællesskabet.

Under dette måltid havde Jesus meget at fortælle sine disciple, i Johannesevangeliet fylder denne undervisning ret meget. Johannesevangeliet kapitel 13 har fodvaskningen og forudsigelsen af, at Judas Iskariot vil forråde Jesus, og at disciplen Peter også vil benægte sit kendskab til Jesus (i den følgende nat). I kapitlerne 14 - 16 har Johannesevangeliet referet denne undervisning. I kapitel 17 beder Jesus en lang bøn for disciplene og for dem, der kommer til tro på Jesus gennem disciplenes ord.

Langfredag – Domfældelse og henrettelse

Efter påskemåltidet går Jesus sammen med disciplene ud i en have, der hedder Getsemane have. Den har fungeret som nærmest en teltplads for de mange, der er kommet til Jerusalem for at fejre påske. Stedet var kendt af Jesus og disciplene. Judas Iskariot vidste, at Jesus ville være der, og han ledte tempelvagten dertil.

Før Jesus bliver anholdt beder han til Gud om styrke til at klare det, der ligger foran. Det er ikke frygten for naglerne og korset og piskene og menneskers hån, der gør ham bange, men at han skal træde frem for Gud som skyldig i alle menneskers overtrædelse af Guds vilje.

Jesus bliver taget til fange, og alle disciplene flygter. Johannes følger dog efter Jesus ind i ypperstepræstens gård og får Peter med derind. Her bliver Peter spurgt tre gange, om han da ikke er discipel af Jesus, det nægter han og bander på, at han overhovedet ikke kender Jesus. Præcis som Jesus havde forudsagt til ville ske.

Først bliver Jesus forhørt af ypperstepræsten, så bliver han fremstillet for det jødiske råd (Sanhedrin) med ypperstepræsten som leder. De finder ham skyldig i gudsbespottelse (blasfemi) fordi Jesus vedgår, at han er Guds søn. I følge en jødisk forståelse må et menneske ikke gøre sig til Gud.

Men jøderne har ikke ret til at henrette en fange, så de må føre Jesus til romerne og få dem til at dømme Jesus til døden. Pilatus, den øverstbefalende romer på stedet (Kejserens repræsentant) afhører Jesus, men finder ikke Jesus skyldig, der er intet der kan begrunde en dødsdom. Pilatus forsøger at tørre sagen af på lydkongen Herodes, der havde det nordlige Israel som sit område. I deres øjne er Jesus uskyldig, men for at undgå optøjer i Jerusalem vælger Pilatus at dømme Jesus til korsfæstelse.

Korsfæstelsen er en romersk henrettelsesmetode (kendes også tidligere fra Persien). Formålet er ikke at slå mennesker ihjel, men at de dør så langsomt som muligt. Der kan gå op til flere dage før den korsfæstede dør. Man dør af kvælning og vand i lungerne. Meget smertefuldt siger eksperterne.

Korsfæstelsen var lige så meget en magtdemonstration og ment som afskrækkelse for andre, for at sige til enhver: »Lad være med at handle mod Roms vilje, ellers …«

Pilatus satte et skilt på Jesus’ kors, hvor der stod »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« Det var selvfølgelig ment som en provokation mod jøderne, der både få dage før havde hyldet Jesus som netop Messias og kongeskikkelse og de ledende jøders understregning i anklagerne mod Jesus, at de skam ikke havde anden hersker end Kejeren i Rom. Skiltet skrives ofte som forkortelse »INRI« de latinske ord i anklagen. (I Vejrum kirke på krucifikset, der hænger på sydvæggen kan man se bogstaverne INIK – som bedst kan læses som en dansk udgave, tidligere var I og J samme bogstav: Jesus (fra) Nazaret, Jødernes Konge.)

Jesus døde hen på eftermiddagen, inden solnedgang, tidsnok til at man kunne få lige taget ned og lagt i graven inden jødernes sabbat begyndte ved solnedgang.

Der var en del ting, der skete, som opfyldte flere profetier i det gamle testamente, eller som rækker tilbage til det gamle testamente. Jesus citerede indleningen til Salme 22: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Soldaterne kastede lod om hans klædning (står også i Salme 22). Jesus blev korsfæstet mellem to andre, der ikke var uskyldigt dømt, Esajas 53 taler om, at han blev regnet blandt lovbrydere. Jesus blev begravet i Josef af Arimetæas grav, Josef var en velhavende jøde, medlem af Sanhedrin og discipel af Jesus i det skjulte. Esajas 53 taler om, at Jesus fik gravplads blandt de rige.

Betydningen af det, der skete langfredag er vigtig at lægge mærke til. Det er slående, hvor meget af det, der sker langfredag, der stemmer overens med profetudsagn i det gamle testamente. Esajas 53 nævnes ofte, ligheden er slående. Om betydningen af Jesus’ død kan vi se i Esajas: »Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.« (Es 53, 4-5)

Jesus’ død på korset var ikke en fejl, men forudsagt af Gud, det var Guds plan helt fra skabelsen at Jesus skulle dø på korset for at tage straffen for vores fejl. Al vores skyld blev lagt på Jesus.

Hentydningen til Den store forsoningsdag er rimelig tydelig. Vores skyld blev lagt på Jesus, på samme måde, som folkets synd blev lagt på syndebukken. Jesus blev syndebuk for alle mennesker.

Da Jesus døde på korset flængedes forhænget i templet – det forhæng, der skilte det Helligste fra det Allerhelligste. Ypperstepræsten måtte gå ind i det Allerhelligste én gang om året på den store forsoningsdag for at skaffe folket soning. Palmesøndag afskaffede Jesus den gamle pagt, da han rydede tempelpladsen, skærtorsdag indstiftede han en ny pagt ved hans blod. Langfredag blev forhænget flænget. Adskillelsen mellem det Helligste og det Allerhelligste var nu ikke længere nødvendig. Kristi Himmelfartsdag afsluttes den nye pagt endeligt.

Jesus kunne ikke være ypperstepræst i den gamle pagt, for han var af den forkerte slægt, men i den nye pagt er han ypperstepræst, og han er en fuldkommen ypperstepræst, der bringer sit eget blod som offer. Dette offer er fuldkomment, det behøver ikke gentages år efter år. Det kan man læse om i Hebræerbrevet kapitel 10.

Jesus’ død på korset var ikke en fejl, men den endelige opfyldelse af mange af profetierne i det gamle testamente. Der var mange løfter om, at Gud en dag ville oprette en ny pagt, at Gud en dag ville sørge for, at mennesker kunne kommer ind i Guds fællesskab ved at Gud fjernede det, der skiller os fra Gud.

Påskedag

Påskedag regnes som kirkens vigtigste helligdag. Det var den dag Jesus opstod fra de døde. Nogle af kvinderne i discipelflokken kom ud til graven, da jødernes sabbat var forbi. De ville vise Jesus en sidste ære ved at salve hans legeme med vellugtende salver. Da de når frem til graven opdager de, at stenen for indgangen er væltet bort, og de ser engle inde i graven, der siger, at Jesus er opstået fra de døde.

Vi holder gudstjeneste hver eneste søndag, fordi det var den dag i ugen Jesus opstod fra de døde, derfor er hver eneste gudstjeneste en forkyndelse af opstandelsen.

At en død bliver levende var dengang lige så utroligt, som det er i dag. Vi kan ikke afvise opstandelsen ud fra en opfattelse af, at man dengang var mere naiv og ikke vidste, at døde ikke bliver levende. Også dengang var det imodstrid med fornuften og det alle vidste. En død er død og forbliver død.

Alligevel har det været kirkens budskab helt fra begyndelsen, at Jesus virkelig er opstået. Disciplene er alle øjenvidner – de har mødt Jesus som opstået, de har talt med ham, spist sammen med ham og mærket hans krop. Det var ikke et spøgelse.

De første kristne var villige til at fastholde troen på opstandelsen også selv om de blev udsat for tortur og for manges vedkommende også endte med at blive slået ihjel. Deres vidnesbyrd er troværdigt.

Betydningen af påskedag er vigtig at få fat i. Jesus lever, for graven var tom, og vi skal leve, også selv om vi dør. Kristendommen forkynder det evige livs håb i troen på Jesus Kristus.

Det er altså en helt ny virkelighed, vi stilles overfor påskedag. Da Jesus døde på korset skaffede han soning for vores synder, for vores skyld overfor Gud. Det sluttede bare ikke langfredag. Jesus opstod igen, og det åbner for en helt ny virkelighed.

Budskabet i kristendommen er, at ligesom Jesus lever, sådan skal vi også leve.

Kristi Himmelfartsdag

Vi tæller søndagene efter påske helt frem til pinse. Kristi Himmelfartsdag er på sin vis også en del af påsken. Det, der sker, fuldender Palmesøndag og Langfredag.

Palmesøndag standsede Jesus ofringerne i templet, da han jog dem, der solgte offerdyr ud. Langfredag blev han selv det fuldkomne offer, da han døde på korset. Kristi Himmelfartsdag bringer han dette blod ind i den himmelske helligdom, der var forbillede for den telthelligdom, som Moses skulle lave til israellitterne ved Horebs bjerg.

Nu er den gamle pagt (jødernes pagt gennem Moses) endeligt afsluttet og erstattet af en ny pagt. Jødernes pagt var forbillede for den. Alle de mange regler om ofringer og reglerne om, hvordan man skulle færdes omkring helligdommen, skulle vise, hvor alvorligt man skulle tage forholdet til Gud og hvor alvorlig vores synd er.

Med sit fuldkomne offerblod, som Jesus bragte ind i den himmelske helligdom Kristi Himmelfartsdag, er der skaffet en fuldkommen forsoning for al synd til alle tider. Det er altså ikke synden, der skiller os fra Gud. Men hvis vi ikke vil tage imod frelsen fra Gud, så hjælper det fuldkomne offer os ikke.

Pinsedag

Den jødiske pinse var dels en høstfest og dels en fest for pagts-indstiftelsen på Horebs bjerg. Den sammenhæng må vi tænke med, når vi skal forstå pinsen, som vi fejrer.

Skærtorsdag sagde Jesus om »Velsignelsens bæger« fra den jødiske påskefejring, at bægeret var den nye pagt ved hans blod. Pinsedag fik disciplene Helligånden, som besegling af den nye pagt. Nu var de udrustet med kraft fra Gud til at kunne gå ud og fortælle om Jesus, som Guds frelse, med myndighed.

I profetierne om den nye pagt hedder det i Jeremias’ bog: »Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten.« (Jer 31,31-37) I den jødiske pinse er den gamle pagt der, fejres. Profeten Ezekiel skriver om den nye virkelighed: »Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød.« (Ez 11, 19)

Med Helligåndens komme pinsedag er den nye ånd kommet i menneskers indre. Nu er den nye pagt.

Alle de andre løfter

Læser man profetierne i det gamle testamente, så bliver det tydeligt, at løfterne omkring jøderne og om Messias og den nye pagt ikke fuldt ud er opfyldt. Der er stadig løfter i forhold til jøderne, der skal opfyldes, om at de skal vende hjem og om at Israels byer skal genopbygges og landet blive frodigt og at jøderne skal leve i fred og at der skal udgå en fred til hele verden derfra.

Selv om jøder i stort tal ikke ville tage imod Jesus, som deres frelser dengang, så er jøderne fortsat Guds folk, de er ikke blevet erstattet af kirken.